Min straffesparksplet eller din?

Er det en fordel at have hjemmebane i straffesparkskonkurrence? Det var det for FCK i kampen mod Atalanta i august.

Og det spørgsmål fik Lars Jacobsen for lidt tid siden i podcasten Fodboldministeriet , hvor Lars svarede at det i hans øjne havde stor betydning om man var på hjemmebane eller ej, og at chancen for at vinde en sådan en var større hjemme end ude. Men hvad siger statistikken om det? Jo, jeg har kigget på samtlige straffesparkskonkurrencer i både Champions League og Europa League siden begyndelsen af de respektive turneringer. Og statistikken går om ikke decideret imod Lars, så er den i hvert fald ikke så klar som han var.

Først CL. Jeg har kigget på samtlige straffesparkskonkurrencer i Champions Leagues slutspil siden starten af turneringen. Altså har jeg udelukket kvalifikationen ligesom jeg kun har resultater med siden Mesterholdenes Europa Cup i 1992 skiftede navn og struktur til det vi kender i dag, altså Champions League. Overraskende er det måske at der kun har været ni straffesparksafgørelser i den tid, så det begrænser naturligvis det statistiske materiale. Men i de ni afgørelser er det, som det ses nedenfor, sådan at hjemmeholdet vandt i fem tilfælde og udeholdet i fire. Det vidner jo ikke om en særlig stor hjemmebanefordel.

Jeg har også undersøgt om det kan forklares med at det er favoritten der går videre, og således er hjemmebanefordelen ikke nok for det undertippede hold, men på spørgsmålet om det var favoritten der gik videre ser statistikken sådan her ud:

Så det kan altså ikke forklare det, da der ikke er nogen klar tendens til at favoritværdigheden slår igennem. Tværtimod tyder det på at når man når straffesparkskonkurrencen, så ophører favoritterne med at være favoritter, hvilket giver god mening al den tid at en straffesparkskonkurrence er mere tilfældig end selve forboldkampen.

Hvad med Europa League så? Jo, her er billedet lidt anderledes.

Men også kun lidt. Her er det faktisk en fordel at være hjemmehold, men dels er det endnu færre observationer (seks i alt) og dels er det meget tæt på fifty-fifty. Også her kan vi tjekke om det er favoritværdigheden der slår igennem.

Og igen er der ikke noget der tyder på at det forklarer noget. Det er faktisk her endnu mere udtalt, at når man som underdog først straffeafgørelsen, så er chancen faktisk ret god for at gå videre.

Slår vi de to turneringer sammen, ser vi dette:

Så ok, der er ikke mange observationer, og der er flest hjemmehold der er gået videre samlet set, men vi kan vist godt sige at der ikke er nogen klar tendens.

Og igen er der ikke noget der tyder på at det er godt at være favorit i en straffesparkskonkurrence, og der er ikke nogen sammenhæng mellem disse statistikker.

Så samlet set må vi konkludere at Lars Jacobsen kan have en pointe i at det er rart at have hjemmebanefordelen i en straffesparkskonkurrence, men statistikken er altså lidt mere mudret, selvom det er på et spinkelt grundlag.

Trøjemærker opdateret

Da FC Midtjylland vandt superligaen i maj, var der faktisk tale om en historisk begivenhed. Det var nemlig første gang nogensinde et hold iført NIKE trøjer vandt superligaen. Det ændrede ikke ved stillingen i toppen af trøjemærkeligaen, hvor det stadig er Adidas der fører stort.

Hele ni gange er det lykkes Adi Daslers lille geschäft i Herzogenaurach at pryde de danske superligamestres trøjer. Kappa indtager andenpladsen og Hummel tager bronzen. Uanset hvem der tager guldet i år, så vil det ikke ændre på Adidas' placering, da de fører med hele fire mesterskaber ned til Kappa. 

Hvis man accepterer præmissen om at mesterskabet i år reelt kun står mellem FCK og FCM, så er der tale om en duel mellem Adidas og Nike. Nike har således mulighed for at hjemtage guldet for anden gang nogensinde, og dermed komme væk fra sidstepladsen, mens Adidas kan tage sit tiende mesterskab, og dermed lægge yderligere afstand til Kappa på tredjepladsen.

Holder de hjem?

Hvor mange runder lå Superligavinderen på førstepladsen inden sæsonen sluttede?

 Sæsoner med 32 spillerunder: 

2023	FC København	4
2022	FC København	15
2021	Brøndby IF	2

 

  Sæsoner med 36 spillerunder:

 

2020	FC Midtlylland	29
2019	FC København	20
2018	FC Midtjylland	2
2017	FC København	28

 

 Sæsoner med 33 spillerunder:

 

2016	FC København	21
2015	FC Midtjylland	29
2014	AaB	3
2013	FC København	30
2012	FC Nordsjælland	2
2011	FC København	31
2010	FC København	15
2009	FC København	3
2008	AaB	14
2007	FC København	25
2006	FC København	9
2005	Brøndby	23
2004	FC København	4
2003	FC København	2
2002	Brøndby	33
2001	FC København	5
2000	Herfølge	6
1999	AaB	8
1998	Brøndby	19
1997	Brøndby	32
1996	Brøndby	2

Vinder FC Nordsjælland Superligaen? Måske. Læs mere nedenfor.

For spørgsmålet er hvor stor chancen er for at det hold der ligger nr 1 på et givet tidspunkt holder hjem og vinder Superligaen, og her kan statistikken måske hjælpe os med et svar.

Jeg har tidligere kigget på det, og der var det interessante at det lod til at være enten eller, altså enten blev mesterskabet vundet helt til sidst, eller også lå mesterholdet nr 1 i lang tid.

Superligaen har på det seneste skiftet struktur, som vi andre skifter underbukser, men har det ændret på det billede vi så sidst? 

Jo, i sæsonerne der sluttede mellem 2017 og 2020, hvor der var 14 hold og 36 spillerunder, var der igen et tydeligt mønster:

2020	FC Midtlylland	29
2019	FC København	20
2018	FC Midtjylland	2
2017	FC København	28

FCM i 2018 lå kun nr 1 i 2 runder inden sæsonen var slut, mens de tre andre mesterskaber blev vundet efter en lang periode som nummer 1, altså helt som vi så i undersøgelsen nedenfor.

Fra 2021 og frem til nu har der så kun været 32 runder, da Superligaen blev barberet ned til 12 hold, og det første år i denne struktur vandt Brøndby, efter kun at have ligget nummer et i to runder.

Sidste år vandt FCK så, og denne gang var det så efter at have ligget nummer et i 15 runder. Det er kun anden gang i Superligaens historie at mesteren har ligget nummer et i præcis det antal runder, og det er kun fjerde gang at mesteren lå nummer et i mellem 10 og 19 runder.

Så med undtagelse af sidste sæson, er der altså en tendens til at mesterskaberne i Superligaen vindes i rigtig god tid, eller lige til sidst. 

Så hvem vinder til sommer?

Jo, jeg tillader mig at sige det står mellem Viborg, FCK og FC Nordsjælland, og på nuværende tidspunkt har FCN ligget nummer et siden runde 11, hvilket vil sige at de, hvis de vinder mesterskabet uden at miste førstepladsen undervejs, vil have ligget nummer et i 22 runder. Omvendt har Viborg og FCK mulighed for at snuppe førstepladsen i en af de resterende 11 runder, hvilket altså vil betyde at de så vinder mesterskabet efter at have ligget nummer 1 i mellem 1 og 10 runder, hvilket passer med den tendens vi har set i de andre år.

Tilbage står blot spørgsmålet, hvorfor er det så svært at vinde Superligaen efter at have ligget nummer 1 i mellem 10 og 19 runder?

Det oprindelig indlæg kan læses nedenfor, og flere indlæg findes på boldsnak.blogspot.com

FC Midtjylland fører Superligaen, og har gjort det siden runde 8, men hvad statistikken om det med at holde førstepladsen hjem fra spids?

Jo, for det første er der noget med at sammenligne tal fra forskellige ligastrukturer. Derfor gælder dette indlæg udelukkende for de sæsoner der havde 33 kampe. De seneste sæsoner med slutspil er altså ikke talt med, så i alt taler vi her om 21 sæsoner der måles på. Og hvad ser man se på tallene?

Man kan se flere ting.

Der er faktisk rigtig mange der har ført tidligt og ikke blevet mestre alligevel, men måske lidt overraskende er det faktisk ikke så sjældent at et hold fører i rigtig mange runder og så ender med at kunne kalde sig danmarksmestre. Og hvad er så mest almindeligt, når man ser på hvor mange runder mesteren havde ligget nr. 1 inden de kunne løfte trofæet? Jeg har her kigget på hvor mange runder det pågældende hold lå på førstepladsen op til sidste spillerunde, og her gemmer sig faktisk nogle interessante og lidt overraskende tal.

Diagrammet viser flere ting. For det første er det kun lykkedes en gang for et hold at ligge nr. 1 hele vejen. Det gjorde Brøndby i sæsonen 2001/02. Brøndby har også andenpladsen i den statistik, nemlig 32 runder i spids, som de lykkedes med 1996/97 sæsonen. FCK indtager tredjepladsen  med 31 fra sæsonen 2010/2011, som således er klubrekord for dem, altså i de sæsoner med 33 kampe.

Som det kan ses på diagrammet, så er der flest prikker lavt og højt, og ikke så mange i midten. Det tyder altså på at der er systematik på spil her. De næste diagrammer gør det mere tydeligt:

Omvendt er det interessant at guldet aldrig har skiftet hænder på sidste spilledag, eller altså ikke siden 1995 (og heller ikke i de seneste sæsoner efter indførsel af slutspillet). Fire gange har mesteren kun ligget nr 1 de sidste to spillerunder (i træk), hvilket gentog sig da Brøndby smed mesterskabet i Horsens i 2018, og som sagt er der altså i mine øjne i det hele taget overraskende mange mesterskaber hvor mesteren har ligget nr. 1 i ret så mange runder i træk inden.

Det første diagram ovenfor viser den procentvise fordeling af hvor længe den kommende mester havde ligget nr 1 inden pokalen blev løftet. Her er der fire kategorier,og det ses her tydeligt at kategorien "Mellem 1 og 9" er størst. Ud fra det skulle man så kunne konkludere at der er en tydelig overvægt af mesterskaber der først bliver afgjort sent i sæsonen, men kigger man på nedenstående diagram i stedet for

ses det at antallet af mesterskaber der afgøres i den sidste tredjedel, altså hvor mesteren har ligget nr 1 i mellem 23 og 33 spillerunder, er overraskende stort, nemlig på hele 34,8%. Så en tredjedel af alle Superligamesterskaberne fra 1995 og frem er altså afgjort ret tidligt, eller har i hvert fald haft en mester der har ligget nr. 1 i meget lang tid.

Og der er en tendens til at en mester enten kun har ligget nr. 1 i få spillerunder indtil afgørelsen eller ret mange, da kun 17,4% af mesterskaberne er taget efter mellem 12 og 22 runder på førstepladsen. Om der er tale om tilfældigheder eller et mønster der kan forklares vil jeg overlade til andre at tolke. Jeg kan i hvert fald ikke selv se hvordan det kan give mening.

Regnearket, som denne gang faktisk er ret overskueligt, kan ses her

https://docs.google.com/spreadsheets/d/1R4KnMt54lXipxUYegrQeaglg8o4a5yCZxRF69tkpQNQ/edit#gid=0

Træningskampe - VM 2018 edition

Jeg har tidligere kigget på træningskampenes betydning, dels i superligaen og dels i forbindelse med EM og VM. Disse opgørelser tegner et billede af at træningskampene har noget betydning, men det er bare ikke helt enkelt hvilken en.

Ved det seneste VM i Rusland går der nogle tendenser igen. For det første er det sådan at siden 2006 har alle vinderne haft et gennemsnitligt pointudbytte i træningskampene op til slutrunden på over 1 point. Som det fremgår af diagrammet nedenfor, rangerer Portugal lavest i den sammenhæng, med et pointgennemsnit på 1,2 og Spanien har det højeste, eftersom de i alle deres tre vinderår (2008, 2010 og 2012) vandt samtlige træningskampe op til, og altså derfor ligger på et snit på 2 point. De nykårede verdensmestre havde et snit på 1,4, og er dermed i midten af den lille gruppe. Men hvis vi alene kigger på mestrene, så er deres samlede snit siden 2006 på 1,63. Det kræver altså rimelig gode resultater i testkampene for at vinde turneringen. Det er bare ikke en garanti for succes.

For hvis vi kigger på de hold der klarede sig godt versus de hold der skuffede, så er der ikke så stor forskel på deres resultater i træningskampene op til, i hvert fald ikke i gennemsnit. Jeg har valgt fire "gode" hold ud (Frankrig, Kroatien, Sverige og England) og fire skuffelser (Brasilien, Spanien, Tyskland og Argentina) fra sommerens slutrunde.

Og som det fremgår af diagrammet herunder, er gennemsnittet for både den ene og den anden gruppe meget ens, og i øvrigt over både Portugals i 2016 og Italiens i 2006, og meget tæt på Frankrigs nu her i '18.

Så med andre ord, der har ikke siden 2006 været en europa- eller verdensmester med et decideret dårligt pointmæssigt udbytte af træningskampene op til slutrunden, men der har til gengæld været flere eksempler på hold med gode resultater som ikke har leveret da det gjaldt, plus hvis vi samlet ser på hold der klarer sig godt, men ikke vinder, så har flere af dem ikke haft så meget succes i træningskampene, så foruden decideret at vinde turneringen, så peger træningskampene ikke på noget som helst.

Det samlede, temmeligt rodede, regneark kan ses ved at klikke her:

https://docs.google.com/spreadsheets/d/12bJrglU74cYocfB6vB5fIOnYj5WSQWvLAwqvQxxVNJk/edit#gid=1708389921

Boilesen

Jeg sad en dag og så lidt video med Nicolai Boilesen, og tænkte så at det, i en svær periode for FC København, har været tungt at skulle undvære en så god spiller, og så tænkte jeg at det kunne være interessant at se hvad Boilesens fravær har betydet for FCKs pointhøst i den periode. Så jeg har kigget på alle FCKs kampe siden hans debut tilbage i 2017




Jeg har for nemhedens skyld kun kigget på Superligakampe, og har lavet to optællinger, en med to point pr sejr, og en med tre. Og resultatet er at, tja, det har faktisk ikke haft den store betydning om han var med eller ej

Som det kan ses, så har Boilesen faktisk et positivt gennemsnit sammenlignet med de kampe han ikke spillede, men ok, det er meget små marginaler. Udregnet med 2 point pr sejr, er forskellen i gennemsnit 0,08 point pr kamp, så det må siges at være, ja, marginalt.

Så nej, Nicolaj Boilesen er en god spiller, men kan altså ikke alene forklare de svigtende resultater hos københavnerne de seneste år.

"Danske mestre" i Europa

Sidst kiggede jeg på hvor mange Superliga-spillere der har vundet et top-4 mesterskab, og næste kapitel handler så om danskerne, hvoraf mange ikke har spillet i Danmark, endsige i Superligaen. 

Jeg tager det en liga ad gangen, startende med England. 

Så hvor mange danskere har vundet det engelske fodboldmesterskab, altså for herrer?

Kun to danskere har vundet mere end et mesterskab, nemlig Peter Schmeichel og Jan Mølby. Førstnævnte vandt fem mesterskaber med Manchester United mellem 1993 og 1999, og Mølby vandt tre med Liverpool mellem 1986 og 1990.

Alle de øvrige er blot noteret for et mesterskab, og de er:

Anders Lindegaard for Manchester United i 2013 (10 kampe)

Andreas Christensen for Chelsea i 2015 (dog kun 1 kamp, nemlig den sidste i sæsonen)

Kasper Schmeichel for Leicester i 2016 (38 kampe, alle fra start)

Derudover var Sebastian Svärd en del af den Arsenal-trup der vandt i 2001/02, men uden at spille kampe, og det samme galdt Mads Timm, som var en del af den Manchester United trup der vandt i 2002/03.

Derudover kan det nævnes at den første ikke-britisk/irske vinder af det engelske mesterskab var den hollandske målmand Gerrit Keizer, som vandt med Arsenal i 1930-31, og at den første skandinav var svenskeren Dan Heiner Ekner, som blev mester med Portsmouth i 1950, dog kun efter at have spillet fem kampe i sæsonen.

Du kan læse flere underlige indlæg om sport og statistik på boldsnak.blogspot.com